Efter 23 år i NTO giver Preben Jakobsen direktøransvaret videre
Preben Jakobsen har besluttet at stoppe som administrerende direktør for NTO og Høj El & Automation ved udgangen af 2026. Preben Jakobsen var med til at grundlægge NTO i 2003 og har været direktør for Høj El & Automation, siden Motus Nordic købte selskabet i januar 2025. Motus Nordic har sat rekrutteringen af en ny fælles direktør i gang.
“Det har ikke været nogen nem beslutning. Jeg synes fortsat, det er spændende at gå på arbejde hver dag, men jeg er nået til et tidspunkt, hvor jeg gerne vil prioritere min tid anderledes og bruge mere tid på familien og på at rejse,” siger Preben Jakobsen.
Han fortsætter i bestyrelsesarbejdet i NTO, Høj El & Automation og Del-Tech og vil dermed fortsat være med til at sætte den strategiske retning for selskaberne.
Tillid som forretningsmodel
NTO blev grundlagt 1. august 2003, da Preben Jakobsen, Kurt Nordholt og Harly Nybo Thomsen samlede aktiviteterne fra deres eksisterende firmaer i et nyt selskab. Kort efter fik virksomheden en opgave, der blev retningsgivende: Kunden AB Inventech havde projekter hos Vestas, men NTO skulle først bevise, at man havde de nødvendige kompetencer. Det lykkedes, og relationen udviklede sig til en lang række projekter i vindindustrien.
“Når en kunde investerer millioner i et komplekst anlæg, har de brug for vished om, at det virker hver dag i produktionen. Vores berettigelse har altid været, at vi tager det fulde ansvar for den tekniske løsning fra start til slut. Det er den tryghed, der gør os attraktive, og som har skabt vores mangeårige kunderelationer,” siger Preben Jakobsen.
Et mangeårigt samarbejde med rådgivningsvirksomheden Langebæk fulgte samme princip og åbnede døre til flere senere kunder, blandt andet Dansk Retursystem.
Salget til Motus Nordic
I januar 2024 overtog Motus Nordic aktiemajoriteten i NTO. For Preben Jakobsen og de øvrige ejere handlede det om at finde den rette ejer til næste fase.
“Det var vigtigt for os, at NTO kunne fortsætte i sin nuværende form, og at det samtidig blev med en dansk ejer med samme kultur,” sagde han, da handlen blev offentliggjort.
Preben Jakobsen fortsatte som direktør efter salget, og da Motus Nordic i 2025 også købte Høj El & Automation, overtog han CEO posten der.
“Jeg synes, vi har fået gennemført overdragelsen af NTO til Motus på en god måde. Jeg har også været glad for samarbejdet med Jakob Jessen og Brian Skærlund om at få Høj El & Automation godt ind i Motus Nordic og få samarbejdet på tværs af gruppen op at stå, så vi kan kombinere vores kompetencer inden for automation, elinstallation og service til gavn for kunderne,” siger Preben Jakobsen.
Dansk Retursystem beviste pointen
Et godt eksempel på NTO’s styrke er Dansk Retursystems nye pantfabrik i Fredericia. Her blev NTO valgt efter et EU-udbud til at levere det automatiserede optælleanlæg, herunder den avancerede tømmecelle.
“Da NTO blev en del af Motus Nordic, var en af ambitionerne, at vi skulle kunne gå ind i de helt store projekter. Opgaven efter EU-udbuddet for Dansk Retursystem viste præcis, hvad vi kan. Flere selskaber i Motus Nordic bidrog til leverancen, og projektet viser bredden i de kompetencer, vi kan bringe i spil sammen. Vi udviklede tømmecellen helt fra bunden, fordi markedet manglede den løsning. Det er netop den form for komplekse udviklingsopgaver, som NTO er rigtig gode til,” siger Preben Jakobsen.
Teten gives videre til en ny direktør
Ved årsskiftet giver Preben Jakobsen stafetten videre til en ny direktør med ansvar for både NTO og Høj El & Automation.
“Jeg er tryg ved det setup, vi har fået bygget. Derfor synes jeg også, tidspunktet er rigtigt til at give den daglige ledelse videre,” siger Preben Jakobsen.
Link til jobannonce administrerende direktør for NTO og Høj El & Automation: https://job.hansentoft.dk/jobs/9560